Tollev Nilsen Haugen - den "glemte" dikteren

I 1861 giftet han seg med enka Grete Helene Gustavsdatter fra Myre ved Dverberg. Hun hadde før det et kort ekteskap på Nøss bak seg.

Tollev og Grete fikk 8 barn, 7 av disse levde opp.

Tollev var i årene fram til århundreskiftet en av de største skattyterne i Bjørnskinn sogn og en sentral mann i bygda.

Han var ikke utdannet lærer men virket fra 1870 og fram til 1900-tallet som lærer og privatlærer i Bjørnskinn og Dverberg sogn. Han var den første læreren på nyskolen på Nøss.

Hans fire år eldre bror, Ingebrigt Olai Nilsen, bosatte seg på Andenes. Han var kirkesanger og lærer og var kommunens sjette ordfører.

Tollev var dypt religiøs og hadde en sterk posisjon i kirkelivet og innenfor misjons-bevegelsen. Han var òg gjennom mange år klokker i bygda.

Han var en av bygdedikterne og skrev en rekke sanger og dikt, mange av disse er dessverre gått tapt.

Han døde i 1916, 86 år gammel.

En underlig redning.

"Vor Gud er en Gud til megen frelse, og hos den Herre Herre er der udgang fra døden."

Denne sandhed stadfæster ogsaa denne fortælling med vedføiede sang, nemlig:

Om Herrens underfulde redning af Sedolf Andreassen fra Dverberg (Åknes), da han under fiskeri paa Andenæs i juli måned 1893 flere mil fra land, sammen med 3 andre unge mænd, i stærk storm og søgang fik sin baad kantret; og medens de tre andre snart fandt sin død i bølgerne, drev han i 3 døgn om på havet med hvælvet i storm og søgang en veilængde af over 20 sømile, udholdende hunger og tørst, indtil Herren lod baaden drive iland ved en liden holme i havet, hvor han blev seet af en fisker som reddede ham.

Sang.

Som: "Hvo ene lader Herren raade".

På livet vei med mange farer

vi dagligen at stride faar,

om Herren ikke os bevarer

vi hastig ind i døden gaar;

men naar han rætter ud sin haand

os døden ikke røre kan.

En sømand ung, med skræk har seet

den dype grav at aabne sig;

men fik og se det  som er skeet

af  ham som er paa naade rig.

Da hine tre i dybet sank,

af Herren han dog redning fandt.

Som i tre døgn hin Jonas svæved

med dødens angst i fiskens bug,

saa lang en tid og Herren kræved

af ham at maatte holde ud

paa hvælvet baad, i opprørt hav

til han fik se, Gud redning gav.

Som Jonas hist, han maatte raabe

til ham som over skyen bor,

og Herrens svar var: Naade, naade,

han svigter ei det løftes ord:

"Paa nødens dag, kald kun paa mig,

af dødens svælg jeg redder dig".

Nu, Herren haver ham bevaret

og redded saa vidunderlig,

nu, da han har saa grandt erfaret

hvor Herren er paa naade rig.

Giv han med tak maa bryde ud:

"Min sjæl, min sjæl nu lover Gud!"

O, maatte nu hver dag ret være

opofret til Guds tak og pris.

At leve Herrens navn til ære

og ikke efter verdens vis;

gid det nu blev hans største lyst

mens hjertet slaar udi hans bryst!

Gid dødens alvor ret maa være

inprentet i vor sjæl og sind,

saa, naar den kommer, engle bære

vor sjæl til Gud i himlen ind.

Naar lampen fyldt med olje staar,

til brudgommen vi glad indgaar.

Se, det er saligt at faa være

henlagt som i Guds favn og skjød,

paa englehænder Gud skal bære

dem frelst igjennem hver en nød,

og naar saa dødens bud de faar

til evigt liv de da indgaar.

Gud følg dem alle som maa sanke

sit brød paa det oprørte hav!

de som i fare tidt maa vanke

og ofte se den dybe grav,

fra hastig bortgang dem befri!

staa dem, ja staa os alle bi!

Amen!

Forfattet af T. Nilsen Haugen. 1893.

Et farvel fra bestefar til Gudrun Nilsen Haugen

ved hendes reise fra hjemmet den 9. April 1909.

Som: Jesu søde i hukommelse

Nu du fra hjemmet drager ud,

dig følge nu al naadens Gud,

hans engle holde om dig vagt

han dig nu frelse dag og nat!

Glæm ei dit hjem og moder kjær

Medsøskenflok, men altid vær

dem nær i bøn til Gud, som her

de faderløses forsvar er.

Jeg lægger dig nu i Guds favn

med kjærlig bøn i Jesu navn.

Gud værge og bevare dig

paa al din gang paa livets sti.

Min avskeds hilsen du nu faar,

thi snart er endt mit levnes aar,

snart flytter jeg fra hjem til grav,

dog saligt haab min Gud mig gav.

I Jesu navn, du drage ud,

for Jesu skyld er med dig Gud.

Lad Jesus være al din skat

i livet som i dødens nat.

Saa nu farvel i Jesu navn,

vel mødt engang i himlens havn,

der finder du din far og mig

for tronen hist med lovsang.

Herren siger: Jeg vil ei slippe dig

og ingenlunde forlade dig. Jesu siger:

Se, jeg er med eder alle dage indtil

verdens ende.

Fra din bestefar T. Nilsen Haugen.

Avskrift av håndskrevet original mottatt fra Canada.

John O. Svenning 1994.

Til brudeparet Axel Wik fra Fredrikstad og Gudrun Tollevsen fra Haugen i Vesteraalen, paa deres bryllupsdag den 8/4 1911. Egteviede i Tacoma Nordamerika.

Som: O Herre Krist, dig til os vend.

Du skjæbnens styrer visdoms Gud

som fører alt saa herligt ud,

vor livsvei er av dig os valgt,

du som vort hovedhaar har talt.

Saa har han og vor livets Gud

ført dig du brudgom med din brud

for at I hist i fjerneland

som mand og hustru leve kan.

Fordi i er os saare kjær

et kjærligt ønske jeg frembær:

Tillykke brudgom og du brud,

velsigne dem du naadens Gud!

Du unge brudgom ukjent er

for mig, i haab, en ven saa kjær,

giv du som blomst maa lenge staa

paa al din vei du har at gaa!

Min sønnedatter, Gudrun kjær,

o Gudskelov, det minde er,

du var en pryd for far og mor,

for hjemmet til en hygge stor.

Nu er og løftet gived dig

av Gud som er paa naade rig,

at det skal altid gaa dig vel

hvert livets aar til liv og sjæl.

Ja kjære, i Guds naades favn

jeg eder ud i Jesu navn

hengiven under fryd og nød,

og saa tilsisdt en salig død.

Saa nu, I kjære unge to,

Gud signe eders hjem og bo,

Gud signe dig du brugom kjær

med brud som av dig kaaret er.

Modtag min hilsen venner kjær,

I kjærlighed jeg den frembær.

Lev vel, lev vel i Jesu navn,

velmødt i himlens stormfri havn!

Forfattet som en kjærlig erindring

av brudens kjære bestefar,

T. Nilsen Haugen den 27/2 1911.         

Avskrift fra håndskrevet original mottatt fra Canada, ikke offentliggjort tidligere.

John O. Svenning 1994.

til minde om den norske hedningemission fra 1858.

Forfattet i 1908 af T. Nilsen Haugen.

Sælges til indtækt for hedningemissionen.

Pris 10 øre.

Stokmarknes Aktietrykkeri

Avskrift fra original.

John O. Svenning 1994

Som: Dype, stille, sterke, milde.

Festlig lyder vidt om lande

lovsangtoner til vor Gud.

Gud ske lov at vi fik sande,

du var med de sendebud,

som blandt os af dig udkaaret,

naadens budskab har frembaaret.

Nu er femti aar henskreden

siden første hednings daab,

nu er hundred tusind bleven

indført i Guds kirkes bog.

Skare stor som dødens fange

synger Herren takkesange.

Fjorten aar var sæden saaet

under taarer, suk og bøn

førend den sin frukt fik baaret,

en, som Jesu smertes løn.

Sululandets slavepige

ind sig skrev i naadens rige.

Nu i Sululand er vundet

tusinder ved korsets ord,

som ved tro og daab har fundet

Jesus, som sin skat ret stor.

Mange staar alt for Guds trone  

syngende sin lovsangs tone.

Kirken har som moder faaet

mange sønner, døtre smaa.

Sæden mange fold har baaret,

sædemænd med tak nu staa.

Hedning nattens mørke viger

medens naadens sol fremstiger.

Jubilæumsfest med glæde

feire vi derfor i dag.

Jesus fra sit almagts sæde

fremmet har sit rigets sag;

derfor trøstigen vi sige:

Komme Gud til os dit rige!

Sulu, Kina, Gasserøen

endnu der er nøden stor,

millioner gaar i døden,

som ei hørte livets ord.

Endnu raabes der i nøden:

Kom og bring os trøst i døden!

Derfor lad os alle være

rede til at bringe ud

trøst for dem i nøden ere,

ordet fra alnaadens Gud.

Ordet om den gode hyrde,

som borttager syndens byrde.

Tænk dog hvilken salig glæde

hist for tronen at faa staa

og blandt frelste skarer kvæde:

Herrens pris med kronen paa.

Da stor naadeløn er givet

hver, som tjente ham i livet

Gud velsign din vidneskare,

og den udi tal ret stor.

Vær du med dem, naar de farer

ud til dem i mørket bor.

Lad os hist med dem tilsammen

prise dig vor frelser, amen.        

Forfattet af T. Nilsen Haugen 1907.

Sælges til indtægt for hedningemissionen.

Pris 10 øre.

Stokmarknes Aktietrykkeri.

Avskrift fra original.

John O. Svenning 1994.

Som: Hold oppe, Gud, hos os dit ord.

Min sjæl, min sjæl, o lov din Gud,

pris Herrens navn, du Jesu brud,

for naadens rige kildevæld,

som strømmer ud fra gry til kveld.

O Gud ske lov!

Tak for det bud om Kristi Guds søn,

som bringer fred i lys og løn,

det bud, som naadens store tolk

for os, som alle jordens folk.

O Gud ske lov!

Men endnu gaar i mørkets nat,

af angst og mørkets magt omsat,

en skar stor i sorg og nød

foruden haab i liv og død.

Det hjælpe Gud!

Gaar ud, gaar ud, med livets ord

til dødens fanger trint paa jord,

saa lød vor milde Frelsers bud.

Bring bud om fred, du Jesu brud.

Det hjælpe Gud!

Se høsten, se, hvor stor den er,

men høstemænd en liden hær.

Vi bede dir, al naadens Gud,

send skare stor i høsten ud.

Det hjælpe Gud!

O Jesu, du vor Frelser kjær,

send os din aand, din kjærlighed

i vore hjerter, send den ned

som og til al din kristenhed.

Det hjælpe Gud!

Når din den store kjærlighed

faar senket sig i sjælen ned,

da er vi villig til at gaa

med bud til dem i mørkets vraa.

Det hjælpe Gud!

Kom venner alle, kvinde, mænd,

bring lys til dem i mørkets land.

Kom, lad os gaa en samlet hær,

som Kristi korsets fane bær.

Det hjælpe Gud!

Vi takke dig, o Herre kjær,

for drætten, som alt samlet er,

giv øget fangst, du milde Gud,

saa lenge garnet kastes ud.

Det hjælpe Gud!

For mødet, hvor vi samlet er,

vi dig, o Gud, vor tak frembær.

Med jordens slegter uden tal,

for tronen hist dig prise skal.

Det hjælpe Gud!

I sangen mindes vi om begivenheterne fra 25 februar til 17 mai 1814.

Til indtægt for vort lands forsvar. Pris 10 øre

Avskrift fra original

John O. Svenning 1994

Mel: Jeg vet et evigt himmerik

Mel: Herr Sinklar drog over salten hav.

1. Vort  jubelaar vi feirer nu

Med sang og festlig glede,

Vi glade komme vil i hu

Vort frihets arv fra fædre.

2. Ja fædre, som i jordens skjød,

Som træt i graven blunder,

De frelste os av trældoms nød

Til frihet ved et under.

3. De fædre helt omgivet var

Av fiender ret mange,

Som alle seiersikre har

Vort folk som trældomsfange.

4. I fattigdom og hungersnød

De hender opad rakte

Til Gud, og naadig svaret lød:

Ei fiendens haan I agte.

5. Den da bestemte bededag

De tusinder sig samle

I Herrens hus og ed avla

De unge med de gamle.

6.  Saa dyr en ed de da besvor

For fædreland at stride,

Om det end kosted liv og blod

Til døden tro at blive.

7. De dage vi beundre vil

Da fædrene de kjære

Den frihets grunvold lavet til,

Som fredens palmer bære.

8. Det attenhundredfjortend aar

Med krig og nødsraabs klage

Derom vi mindes, og vi staar

forundret, ser tilbake.

9. Vor frihet og selvstændighet

Næst Gud av fædre givet,

Det gjør at vi i stille fred

Og velstand lever livet.

10. De tapre mænd til Eidsvold drog

Vor frihet at befæste,

Ved visdom og ved heltemot

De gav os arv den bedste.

11. Fra fædres grave ropet gaar

Til hver en stand og alder:

Som vi, I ogsaa enig staa

Ja indtil Dovre falder.

12. Ja store ting har Herren gjort

Mot os, vi glade ere.

O, maatte vi det agte stort

Og give Herren ære.

13. Vort fædreland lengst op mot nord,

Det over fædres grave

Skal prydes med en blomstring stor

Alt som en Herrens have.

14. Velsign o Gud den unge slegt

Vort fædreland skal værge!

farens stund gjør du dem sterk,

La intet dem forfærde.

15. Vort kongehus og fædreland

Og dem vort land skal styre

Velsigne Gud, giv enig aand

Hos dem som skal adlyde.

16. Vort hvilested i fædres jord

Tilsidst Gud os forunde,

Og sjælen hist blandt englekor

For alt dig prise kunde.

Forfattet i mars 1914 av fædrelandets ven og forbeder. 

T. Nilsen Haugen   

En sang bestemt til redningsbasarer

Sælges til indtægt for redningssagen

Pris  10 øre

Avskrift 1999 John O. Svenning

Som: Blant alle lande i øst og vest.

1.

På Nordishavet langs Norges kyst,

se, didud drage til haardsøgt dyst

de sjømænd mange for dræt at fange

med mod i bryst.

2.

Paa skumklædt bølge de drager ud

For fangst at gjøre i storm og slud,

ret haardt de stride, dog villigt lyde

de pligtens bud.

3.

Men ak, tit ofte paa oprørt hav,

saa mangen sjømand fandt der sin grav,

de nødraab førte, men ingen hørte

og redning gav.

4.

Nu redningsskøiter forskaffet er

til redning for vaare sjømænd kjær,

til hjælp er nær.

5.

Se, hundreder af vor sjømandstand

ved redningsskøiten er bragt i land,

som frelst i nøden og ifra døden

fortælle kan.

6

Ja redningssag, du er ædel, stor

for Norges sønner her høit mod nord,

ei vil vi glemme den sag at fremme

hvor vi end bor.

7.

De sig paatager saa tunge kaar,

som liv vil redde, i fare staar,

de tappert stride, ret haardt maa lide

før havn de naar.

8.

Saa tak og hæder ske alle dem,

som stilner taaren i manges hjem,

som trodser fare, naar de skal drage

til redning frem.

9.

Tak og hver søster og hver bror

for gaven liden, for gaven stor

som I vil give og villigt yde

i samlet kor.

10.

At redningssagen skal fremgang faa,

det er vort ønske og vaar atraa,

saa mange kunde i farens stunde

til havnen naa.

11.

Held følge eder I sjømænd kjær,

hvor end I færdes og hvor I er,

giv frelst i nøden, ja ifra døden

maa bli enhver.

12.

Ret festlig bliver for os hver dag

vi samlet er om vor redningssag.

For redningsskare, som ud skal drage

vi heiser flag! 

Forfattet 1902 af T. Nilsen

S A N G

som minde- og trøsteord tilegnet de sørgende etterlatte ved ulykken på søen den 25de januar 1893

Forfattet af

T. Nilsen Haugen

Tromsø K. Kjeldseths bogtr. – 1893

Avskrift fra original.

John O. Svenning 1994.

Mel: Hvo ved, hvor nær mig er min ende.

I livet her er idel møie,

alt er kun ubestandighed.

Før vi ved det, ifra vort øie

så tunge tårer falder ned.

Her føles altid stridens kår,

og døden os i hælen går.

Her mandoms kraft for intet gjælder,

den svinder bort som vissent løv.

Snart kommer døden, og den fælder

det unge træ med frugt så sød.

Saa tung er bleven vores lod,

en arv som vi av Adam tog.

I dette år, hvis første dage

oprandt i øst så blid og skjær,

vi tænkte ei at nød og klage,

at savn og tårer var os nær.

Vi glæded os ved held og fred,

Men brat gikk glædens sol da ned.

Se januari fem og tyve,

den længe vil i minde stå,

thi at, så mange da mon krige

med sne og storm på bølgen blå.

Da mange, mange fandt sin grav

udi de sterkt oprørte hav.

Vort hele Nordlands amt, med tåre

må skue du til alle hjem

som står forladt, hvor sørges såre

for egtefelle, søn og ven.

Hvem kan nu standse al den gråd,

der gjør så mange kinder våd?

Kun Gud, som siger: ”græd nu sagte,

jeg enkers forsvar være vil,

de faderløse efterladte

jeg sende vil min frelse til.

Jeg lindre vil den store nød,

og til hver hungrig give brød”.

Så fly da hen du sørgeskare

til ham, som god og trofast er.

På sine små han teger vare,

og de som sørger er ham kjær.

Han tage vil i faderfavn

enhver som føler nød og savn.

For der at skaffe brød tilveie

hvor nød og trang for døren står,

han opladt hjerter har, som eie

barmhjertighed mod trange kår.

I Kongens slot og viden om,

den store nød man ihukom.

Så fat nu mod og lad jer trøste

I hundreder som sorg nu bær.

En trofast Gud skal eder støtte,

med hjelp og bistand være nær.

I trøstig til hans faderfavn

med bøn i Jesu Kristi navn.

Så lad de kjæres grav da blive

i dyben hav blant sand og sten,

engang de kaldes frem  tillive

på dommens dag foruden men.

Når gravnatsmørket er ei mer

en ny dags morgen hist de ser.

Da hustru, skal du hist få møde

med en som her var dig så kjær.

I evig kjærlighed at gløde

for ei at skilles mer.

Der skal de faderløse små

få sammen med sin fader stå.

O milde Gud, du dig miskunde

og se til os i nåde ned!

En salig død du oss forunde,

en bolig hist for os bered!

Vær du vår trøst i nød og savn.

Hør denne bøn i Jesu navn!

Amen.