Aktuelt fra distriktet

4 - Thorstein Hoel Jersin (1805 - 1879)

T. H. Jersin, kommunens fjerde ordfører.

Sogneprest Thorstein Hoel Jersin, sønn av Eidsvoldsmannen, sogneprest til Voss, Georg Bucchard Jersin, skriver i Finnøy sogneprestembedes kallsbok følgende:

 ,,Undertegnede, Pastor Gjesdals Eftermand, blev udnævnt som Sognepræst til Finnø den 2den Marts 1861. - Født på Voss i Bergens Stift den 12. November 1805 av Foreldre Georg B. Jersin, da Sogneprest til Voss, og Maren f. Ravn, tog jeg, efterat have gaaet en Tid i Bergens Latinskole og saa bleven privat demiteret - Eksamen Artium - i August 1828 og 2dre Eksamen i December 1829. I Januar tog jeg den theologiske Embedseksamen, og ansattes som Personel­Cappelan for Sognepresten i Os i Søndre Bergenhus Amt den 13. April 1836.

I denne Stilling forblev jeg til henved Udgangen av januar 1850, da jeg ved Sognepræstens Død blev ledig; men betjente som fungerende Sognepræst indtil Juni Maaned 1851, da jeg ansattes som Sognepræst i Dverbergs Kald i Vesteraalens Provsti. Tromsø Stift,",hvor jeg forblev omtrent 10 Aar. Paa Grund av Svagelighed fik jeg som Sognepræst i Finnø efter Ansøgning naadigst Afsked fra mit Embede med 400 spd. i Pension den 7de December 1872. Jeg blev gift den 24. September 1844 med Elisa Helene, Datter af Sognepræst til Os, Andreas Undal Jersin. Hun er født den 10de Februar 1817. Vi flytter herfra til Bergen, etterat jeg har styret Finnøens Sognekald som forrettende Provst fra min Entledigelse af indtil Udgangen af forrige Maaned, Finnø Prestegaard. den 7de juli 1873.

Thorstein Hoel Jersin."

Det var ingen lett opgave for Jersin å opta prestegjerningen i Dverberg efter slike størrelser som prestene Deinboll og Norman. Vosse-dialekten har heller ingen særlig vel­klang i nordlendingers ører. Men med tiden kom han ganske godt ut av det. Han var en fredsommelig, ven­nesæl mann, som alltid søkte å løse knutene med det gode.

Under Jersins virke i Dverberg tok dissenterbevegelsen sin begynnelse. Det for den tid usedvanlige fandt sted at folk enkeltvis meldte sig ut av statskirken. Sogneprestene tok selvsagt affære likeoverfor „sekterene", og han fikk her god hjelp av flere av bygdens mest formående menn, Aug. Sellevold, med flere. Men han hadde sin egen rolige og venlige måte å ta tingene på. Derfor undgikk man da også den bitterhet og strid som senere ofte har forekommet mellem statskirken og dissentere.

Sogneprest Jersin var en dårlig sjømann og derfor reiste han sjelden med båt. Derimot var han flink til å ride, når man bare, legemlig ubehjelpsom som han var, hjalp ham op på hesteryggen. Herom heter det også fra Finnøy: „Den tid han var her, var han tung tilfods og hadde vanskeleg for å gå, og då her ikkje var køyrevegar dengongen, måtte han ride". Fra annet hold i Finnøy er uttalt: „Han var en sjelden elskelig mann som alle så op til". Dette hadde ganske sikkert sin gyldighet også i Dverberg.

Jersin blev i 1852 valgt i Dverberg herredsstyre og blev samme år ordfører. Som sådan fungerte han 1852-54, var viseordfører 1854-56, representant 1856-61, deltok i 22 møter og foredrog som ordfører og viseordfører i 32 saker.

Han møtte på amtstinget i 1854. Dverberg var urepresentert i 1852. „Fra Dvergberg mødte hverken Ordfører eller Viceordfører". Annen oplysning fore­ligger ikke.

Sogneprest Jersin og hustru - de var søskenbarn - flyttet som nevnt i 1873 til Bergen, hvor de bodde en kort tid. Senere flyttet de til gården Klyve i Os, hvor han døde i 1879 og hun i 1900. De fikk begge hvile på Os kirkegård.